Kim er god til at bokse, men han hader at bokse. Faktisk er han også ret god til at skrive stil, og han har lige fået et 12-tal, men det burde han nok have holdt for sig selv. Anslaget i billednovellen “Hader, hader ikke” lægger op til en problematisk far-søn-relation, men også et opgør med en boksekultur, hvor der eksisterer særlige normer for det, som man gør. Det er svært for hovedpersonen at være sig selv i den kultur og familie, han er en del af. 

Kim føler sig begrænset af de maskuline normer, fordi han hverken får rum til at sørge over tabet af sin mor eller at udfolde sine kunstneriske evner. Han er ikke bare frustreret og vred, men også skamfuld over sit had. De surrealistiske illustrationer understreger elegant hjemmets spændetrøje vha. en tilsnøret boksehandske. 

Bogen lægger op til, at eleverne undersøger normerne i Kims verden, men kan også give anledning til, at eleverne forholder sig til, om de selv har oplevet normer, der begrænser deres eller andres muligheder for at leve det liv, de ønsker.