Tema: Grænser, samtykke
Målgruppe: Udskoling, 10. klasse

Både kompositorisk og indholdsmæssigt adskiller ‘Spørg Siri’ sig markant fra andre ungdomsromaner. Dels er opbygningen både fragmenteret, fyldt med forskellige fortællervinkler og flash backs. Derudover er handlingen en vekselvirkning mellem det realistiske, det magiske og det meget voldsomme. Man får eksempelvis en afsluttende scene med en meget eksplicit og seksuel situation.
Når det så er sagt, så har ‘Spørg Siri’ et meget stort danskfagligt potentiale, som man dog bør vente med at udnytte til eleverne går i 10. klasse eller er på efterskole. Medmindre at man har en meget moden 9. klasse. Bogen er måske allerbedst benyttet i SSF-sammenhænge og den er et meget oplagt bidrag til uge sex, hvis man benytter denne skoleuge til at sætte fokus på elevernes forhold til seksualitet, lyst og grænser.
En af bogens mange gode kvaliteter er, at den lykkes med at skabe nysgerrighed for hele persongalleriet. Både Siri, hendes mor og drengegruppen er i den grad åben for fortolkning, og det samme er bogens klimaks.

Folaget Gads